Lykkelig uvidenhed eller ulykkelig videnhed?

Så tager graven.info en interessant betragtning af samfundet og dets borgere op til diskussion. Det er et faktum at vi lever i et samfund som på mange områder er præget af en høj grad af viden. Individet ved simpelthen mere og mere og umiddelbart synes der ikke at være noget problematisk heri, men kratter vi lidt i overfladen viser det sig at det vidende samfund muligvis har en uudtalt skyggeside som sikkert er lige så mørk som solsiden er lys. Denne skyggeside kan være med til at forklare, hvorfor der til stadighed er mere og mere fokus på mig, mig og mig. Min karriere, min personlige udvikling, min selvrealisering, min fritid, mine hobbyer osv. osv. Dette selvcentrerede fokus rejser selvsagt x antal spørgsmål. Kan det lade sig gøre at leve op til de tårnhøje idealer som samfundet stiller os over for? Idealet om en forrygende karriere, ægteskab, børn, selvudvikling og idealet om selvrealisering gennem disse, er med til at skabe en følelse af utilstrækkelighed, hvilket vel ikke er så mærkeligt. Især det intensiverede fokus på personlig udvikling, som nogen vil hævde at vi er ”dømt” til, kan være med til at skubbe individet over i skyggesiden. En skyggeside hvor følelsen af ikke at kunne slå til fordi idealerne på mange måder er modsætningsfyldte og i deres reneste form uforenelige. Paradokset jævnfør overskriften ligger i denne påstand: ”jo mere vi véd, jo mere risikerer vi at blive opmærksomme på vores egne fejl og mangler”. Viden kan altså være med til at presse individet længere og længere ud af idealernes motorvej, hvor der ikke er plads til at være tilfreds med sig selv og acceptere de personlige utilstrækkeligheder. Hvorfor er vi ikke gode nok som vi er? Hov hov - vi er da gode nok som vi er, men det skader da ikke at udvikle sig. Og nej det skader ikke, men det er vigtigt at understrege at denne personlige udvikling ikke skal ses som et ideal hvor stagnation af, eller manglende, personlig udvikling er lig med fiasko. Pointen er, at vi grundlæggende må acceptere os selv før vi begiver os ud i den personlige udviklings univers. Her kunne man så hævde at denne pointe kun svagt stemmer overnes med virkeligheden idet samfundet, jævnfør de mange idealer, som bekendt har svært ved at acceptere dets borgere som de er. Her er det så at det bliver særligt interessant set i forhold til den yngre generation. Det er vel ikke realistisk at både manden og kvinde i et parforhold kan leve op til de allerede nævnte tårnhøje idealer. Spørgsmålet er så hvem der skal forsøge at forfølge idealerne? For de skal da forfølges ikke sandt? Denne uforenelighed medfører at den ene part må vælge at nedjustere sin ambition om at stige på det store idealtog til fordel for den anden part, hvilket ganske givet ikke er en tålelig mulighed eller hvad? En smule lykkelig uvidenhed kunne da være på sin plads ind imellem; i hvert fald bare for en stund. Et tidløst øjeblik hvor individet ikke behøver at føle sig besnæret af viden om egen utilstrækkelighed og risikoen for fiasko.

Alt for nu - venlig hilsen

”Mig”

P.S.
I ønsket om at udfordre ovenstående pessimistiske og ensidige betragtninger fortsætter jeg diskussionen efterhånden som nye perspektiver på sagen forhåbentlig dukker op. Har du kommentarere og/eller konstruktiv kritik, så skriv mig en mail eller post en kommentar herunder.